Hvem er Victor Juul Grønbæk i det hele taget?

 
 

Jeg er jo egentlig bare en kæmpe nørd

Superhelte, Star Wars og Super Mario. Jeg er formet af karakterer i mange former og farver. Jeg er inspireret til selv at trække i heltekappen. Væbnet med kamera, optager, blok og pen.

Tegneserierne med Spider Man har lært mig, at med store kræfter – følger et stort ansvar. Det samme gælder for journalister. Spider Man-tegneserierne har også vist mig, hvordan man skal tackle selv den hårdeste chefredaktør som Jay Jonah Jameson.

Filmens verden har altid været mit andet hjem. De mange historier, der gennem god kameraføring og smuk opsætning, kan skabe fortællinger, der bliver større end livet selv. Min journalistdrøm blev faktisk også født i biografens mørke. Mit barndomsidol Jim Carrey var aktuel med ’Bruce Almighty’ - den håbløse journalist, der får Guds kræfter og pludselig får alle de gode historier. Jeg ved ikke om det var et pudsigt sammentræf eller guddommelig indgriben. Men det satte efterfølgende min kurs. Jeg vil også fortælle de gode, gribende fortællinger. 

Videospil har og er også stadig en fast del af min hverdag. Et par aftener om ugen slår jeg drager og monstre ihjel med 20 andre dedikerede krigere online. Det kræver koordinering, planlægning og tålmodighed. Man skal hele tiden omstille sig når tingene spidser til. Det  bringer jeg også videre med til journalistikken.

Fælles for det hele er, at de hver især fortæller fantastiske historier. Det samme vil jeg.

Jeg er jo egentlig bare en kæmpe nørd. En nørd, der virkelig gerne vil være journalist.